Den bedste engelske fodboldrække – Premier League, er allerede i fuld gang. De første 3 spillerunder er afviklet og ligaen begynder at tage form. Dette indlæg omhandler, som overskriften kækt antyder, hvorfor Arsenal heller ikke i år, vinder deres længeventede mesterskab.
Det er selvfølgelig nemt at sige nu, Arsenal er allerede 5 point efter Manchester City, men der ligger dog dybere overvejelser bag påstanden.
Arsenal mangler stadig at slå sig selv fast som et vinderhold. Et hold som er holdbart over en hel sæson og som kan stå distancen. I stedet er holdet blevet et “lige-ved-og-næsten-hold” men som alligevel aldrig rigtig er tæt på.
Filosofien er for romantiseret, risikobetonet og ikke mindst uambitiøs.
Arsenal og Arsene Wenger insisterer på, at spille efter et bestemt koncept – mange små og korte afleveringer langs jorden og gennem midten. Dette gør sig gældende på begge banehalvdele, hvilket betyder, at holdet spiller med stor risiko, især på egen halvdel, men også på modstanderens halvdel bliver man sårbar overfor omstillinger.
Det er en charmerende filosofi, men Arsenal har ikke materialet til at spille på den måde. Man får efterhånden fornemmelsen af, at spillerne for det første ikke passer til systemet og konceptet og ligeledes ikke skoles til at passe til det.
Det ville klæde Arsenal at spille mere resultatorienteret og med mindre risiko.
Det er alt for afhængige af én bestemt type mål, og når det lykkes ser det fantastisk ud, men der kommer ganske enkelt for mange udfald henover en hel sæson.
Desuden bør Wenger stadig investerer mere i materialet. Der er klare mangler i Arsenals bagkæde ligesom angrebet heller ikke er ved fordums styrke. Sådan vinder man ikke mesterskaber – medmindre man hedder Sir Alex Ferguson og har skabt en vinderkultur i klubben – den mangler Wenger i allerhøjeste grad at skabe.
Man kan med rette tvivle på om Wenger er den rette man til jobbet.